Grundlaget for projektet er et partnerskab mellem Brødremenigheden i Christiansfeld, Realdania og Kolding Kommune. Formålet med partnerskabet er at bevare den historiske Herrnhuter by og udvikle den på et bæredygtigt grundlag.
Opgaven har omfattet mange forskellige aspekter. Der er udviklet en helhedsplan for Christiansfeld som har været styrende for gennemførelsen af delprojekterne. Helhedsplanen er revideret i 2009 og indgår nu som en del af kommuneplanen for Kolding Kommune.
Der er etableret et center til formidling af aktiviteterne, Christiansfeld Centret. Centret drives i et samarbejde mellem partnerskabet og Kolding Kommune. Det er tilstræbt, at give samtlige delprojekter et bæredygtigt grundlag, idet der er skabt en forretningsmæssig drift af de omfattede huse. Resultatet heraf skal sikre en fremtidig vedligeholdelse og dermed et liv for de fredede huse. Der er udviklet grundlag for forretningsmæssig drift af hotel og butikker ligesom der er indrettet tidssvarende boliger.
Der er tilvejebragt finansiering af alle projekter, herunder ekstern finansiering fra forskellige fonde, hvoraf Realdania blot er en af disse. Yderligere støttes delprojekterne af Kulturarvsstyrelsen ligesom Kolding kommune bidrager med økonomisk støtte efter byfornyelseslovens bestemmelser.
Der er gennemført en omlægning af Prætoriustorvet og Kongensgade med en OPP lignende organisation, idet torvet er ejet af Brødremenigheden og Kongensgade er offentligt areal. I forbindelse hermed er håndteret en større forureningssag.
Projektet er gået ind i sin 3.fase. Udover restaurering af bolig- og forretningsejendomme, som ejes af Brødremenigheden vil det kommende arbejde omfatte retablering af historiske haveanlæg og byggeprojekter, hvor huse i privat ejerskab ombygges og tilpasses det historiske bymiljø.
Projektet gennemføres under ledelse af en styregruppe, hvori Brødremenigheden i Christiansfeld, Realdania og Kolding Kommune er repræsenteret.
Siden projektets start i 2003 har Kuben Management fungeret som styregruppens sekretær.
Kuben Management har været projekt- og procesleder for hele forløbet samt bidraget fagligt i alle opgaver – ydelserne har bl.a. været ledelse, økonomi, jura, byplanlægning, miljø, virksomhedsudvikling, fundraising, teknisk og administrativ bygherrerådgivning, forretnings- og erhvervsudvikling, evalueringer og analyser, udarbejdelse af strategi for informationscenter og borgerinddragelse, herunder forhandlinger med bolig- og erhvervslejere.
Læs mere om projektet på Realdanias hjemmeside via dette link:
http://www.realdania.dk/Presse/Nyheder/2011/Christiansfeld061211.aspx