UDVIKLING AF SÆRBOLIGER

Forord
Preben Brandt, Dr.med.
Formand for styregruppen

At vi hver især føler, at det er vigtigt at have en bolig og et sted at skabe sig et hjem kan lyde banalt. Men det er det ikke, og det kan de, der ikke har bolig og hjem, fortælle os andre, hvis det skulle være, at vi ikke husker på det. Et hjem er ikke bare en praktisk foranstaltning, der sikrer os et sted at gå hen for at have et sted at spise, at hvile og at blive beskyttet mod vejr og vind. En bolig, hvor vi kan føle os trygge, sikre og dermed føle os hjemme, er grundlaget for at have et godt liv, for at sikre os sundhed og socialt overskud til at arbejde og til at deltage i samfundslivet.

Tusindvis af mennesker i vores samfund har, selv i dag i vores ret rige samfund, hvor velfærd for alle er højt prioriteret, enten slet ikke en bolig eller har en bolig, som de har svært ved at klare sig i, fordi de ikke magter at leve op til de forpligtelser, der kræves for at bo i egen bolig. Andre tusindvis bor på institutioner eller i institutionslignende midlertidige boliger, hvor det ikke er muligt at skabe et hjem.

Gennem de sidste årtier har der været fokus på afinstitutionalisering og den enkeltes ret til at have en selvstændig bolig, uanset hvor værdig vedkommende ellers findes til sådant et socialt gode. For 20 – 30 år siden kunne sindslidende med sociale problemer bo i årevis eller livslangt på sovesale på de psykiatriske hospitaler, og hjemløse kunne gå ind og ud af hjemløseinstitutioner, uden at nogen gjorde noget særligt ud af det. I hvert fald gjorde ingen krav på egentlige boliger til mennesker med den type problemer.

Det har heldigvis ændret sig. Der er blevet bygget og indrettet særlige boliger af forskellig slags til mennesker, der ikke har og ikke kan sikre sig selv en bolig. Opgangsfællesskaber,
bofællesskaber, skæve boliger og hvad disse bebyggelser nu kan hedde.

Men mange har også fået bolig i den almindelige boligmasse først og fremmest i de almene boligselskaber. Mange af dem, der tidligere ville have boet på institution eller været hjemløse, og som nu bor i en almindelig bolig eller i en særlig bolig, vil fortsat have brug for støtte og særlig omsorg, og det får de så gennem særlige støtte- og kontaktpersonordninger.

Jeg skriver, at det er heldigt, at der nu er både alternative boliger, altså det som i denne rapport bliver betegnet som særboliger, til mennesker, der af den ene eller den anden grund ikke kan klare at skaffe sig og ikke kan fastholde en bolig og ikke kan skabe sig et hjem, og jeg er ikke i tvivl om, at det er godt og nødvendigt, at samfundet påtager sig et ansvar i forhold til dette. Men gør vi det godt nok? Griber vi det rigtigt an? Er de boliger, der indrettes, gode i forhold til formålet? Og gives den støtte, som kan være nødvendig, i tilstrækkeligt omfang og på en måde, som er god nok?

Udvikling af særboliger" - fra herberg/gaden til egen bolig kan skabe sig et hjem, og jeg er ikke i tvivl om, at det er godt og nødvendigt, at samfundet påtager sig et ansvar i forhold til dette. Men gør vi det godt nok? Griber vi det rigtigt an? Er de boliger, der indrettes, gode i forhold til formålet? Og gives den støtte, som kan være nødvendig, i tilstrækkeligt omfang og på en måde, som er god
nok?

”Udvikling af særboliger” bygger på undersøgelser og efterfølgende analyser af de indretninger af de samfundsmæssige strukturer, af de sociale indsatser og de arkitektoniske og byggetekniske overvejelser, som særboligerne opføres på baggrund af. Der har været debat undervejs i forløbet med et videnspanel, bestående af praktikere og teoretikere fra hele landet og fra alle de sektorer, som er involveret i dette specielle område af boligsocialt arbejde.

Denne rapport udgør således et godt bud på svar på de spørgsmål, man kan stille om den videre udvikling af særboliger her i landet. Der er dog meget, som fortsat kan diskuteres og overvejes. Men at der er behov for kvalitetskrav både til det byggede og til den sociale indsats er klart, og at der også må tages stilling til fremtidige finansieringsformer og andre administrative procedurer er lige så klart. En af de meget store udfordringer er efter min mening, hvordan man undgår at gøre særboliger til nye institutionelle behandlingsenheder, og hvordan man sikrer, at der dels bygges tilstrækkeligt, men uden at man får skabt en række isolerede ghettolignende småsamfund.

Udover Kuben Management har Københavns Kommune og Realdania, som har finansieret projektet, været repræsenteret i den styregruppe, der har fulgt projektprocessen tæt.

Preben Brandt
December 2008


Hent hele rapporten her (pdf, 2 MB)

Baggrundsrapporter:
Fysisk teksnisk analyse
Institutionel analyse
Trivselsanalyse


Tilbage til Kuben Managements nyheder